Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Ellen Dorthea. I min fritid elsker jeg musik, natur, film, bøger, og alverdens kunstneriske aktiviteter. Jeg elsker at lege og lære, og drømmer måske i fremtiden om at blive enten folkeskole - eller gymnasielærer. Siden jeg var barn, har jeg været stærk sprogligt og kreativt, og haft gavn af gode lærere. Jeg var dog belastet af koncentrationsbesvær, hvilket betød at jeg mistede motivationen for de fag jeg ikke var naturligt god til. Derfor forstår jeg også rigtig godt, at det er svært for mange børn at have motivation for skolearbejde og få sig selv til at ville lære - og det bliver ikke nemmere med tiden. Efter gymnasiet har jeg opnået fornyet overskud, og vil rigtig gerne hjælpe børn og unge, der måske har svært ved at se formålet med de fag de kæmper med i skolen.
Alle er bedst til noget bestemt, og mangler at lære noget andet. Jeg har aldrig undervist professionelt. Det ser jeg dog ikke som et problem, da jeg som person er åben, lærenem, og frem for alt kreativ. Min drøm er at kunne bruge min passion for sprog og tekstforståelse til at inspirere dem, som har noget andet, de er bedst til. Jeg har altid været et legebarn, og er i stand til at tænke kreativt og se problemstillinger fra mange forskellige vinkler.
Overordnet er det, jeg bringer til bordet, min empati og respekt for læringsbesvær og den mentale belastning, det kan medføre. Derudover bringer jeg selvfølgelig min passion for sprog - dansk og engelsk - som jeg med tålmodighed kan formidle helt i øjenhøjde. Som angivet indeholder mine stærke fag også samfundsfag og musik. Sidstnævnte har jeg arbejdet med i mange år, og det er relevant at nævne at jeg, i de sidste tre år, har gået på MGK, en konservatorieforberedende uddannelse her i Aalborg, hvor musikalske evner bliver underbygget både med teori og praksis.
Som ansat er jeg professionel og høflig uden undtagelse, og går op i altid at medbringe den bedste version af mig selv, hvor end jeg arbejder. Jeg møder altid mennesker med åbenhed og godt humør , og glæder mig til at gøre en forskel som lektiehjælper!