Velkommen til min underviserprofil - mit navn er Anders.
Til hverdag går jeg på Det Blå Gymnasium i Haderslev med linjen "Virksomhedsøkonomi A, Afsætning A". Derudover arbejder jeg også på fast-food kæden Sunset Boulevard, hvor jeg er supervisor og ansvarlig for at holde overblikket og holde driften kørende. Når jeg ikke er på arbejde kan jeg godt lide at træne i fitnesscenter, spille brætspil/kortspil med min familie eller gå en tur med mine 2 hunde, Alvin og Eddie.
Jeg vil beskrive mig selv som en meget engageret dreng, der altid er klar på nye udfordringer. Jeg er enormt lærenem og har altid meget nemt ved at finde løsninger på, hvad end der bliver smidt imod mig. Når jeg sætter mig noget for, går jeg altid ambitiøst og til tider meget detaljeorienteret og perfektionistisk til værks, og jeg tror at det er især denne tilgang, der har gjort at jeg står der hvor jeg står i dag.
Jeg har ingen specifik tidligere erfaring indenfor undervisning på et professionelt niveau, men jeg har gennem hele min skolegang - både i folkeskolen og gymnasiet - været kendt som "ham den kloge", og har altid været én af dem som oftest blev spurgt til råds når de andre klassekammerater havde bøvl med opgaven.
Jeg hjælper med glæde andre mennesker, hvis jeg ved at jeg har nogle evner og kompetencer inden for noget som jeg kan dele ud af. Jeg nyder at dele ud af den viden som jeg har og lære andre min måde at tænke på, og gribe et problem an og ofte vil jeg også hjælpe andre ved at lære dem hvordan man kan finde vejen frem til facit, frem for at give dem facit med det samme. Det giver noget betydningsfuldt i éns hverdag. Derfor føler jeg også, at jeg vil være en god underviser overfor andre, som kunne bruge min hjælp og mine kompetencer.