Hej!
Mit navn er Cathrine og til daglig er jeg i gang med en STX-uddannelse på Gladsaxe Gymnasium, hvor jeg har studieretningen samfundsfag og matematik. Jeg har været et år på udveksling i USA efter 9. klasse, hvor jeg boede i Idaho. Jeg har altid været åben/udadvendt og glad for at møde nye mennesker, og mit år i USA forstærkede det kun yderligere. Jeg vil beskrive mig selv som glad og smilende, men også meget ansvarsbevidst og pligtopfyldende. Jeg kan godt lide at være kreativ - om det så er at male, lave smykker eller noget helt tredje - og har altid nydt at bruge tid på det. Derudover gik jeg også til dans for nogle år tilbage, hvilket jeg havde gjort til siden jeg var helt lille. Jeg gik både til hiphop og pop-commercial og har været rigtig glad for det.
Jeg vil fokusere på at gøre undervisningen/lektiehjælpen til en positiv oplevelse, da jeg selv kender følelsen af at 'sidde fast' i et fag eller emne. Ud fra mine egne erfaringer med lektielæsning, handler det om at holde sig selv engageret og gøre det på en måde, hvor man ikke slår sig selv i hovedet, hvis det ikke lykkes første gang. Det tager den tid, det tager at forstå, og det er vigtigere at komme igennem materialet på en ordentlig måde, så må indsatsen, der skal lægges, jo bare justeres. Jeg vil gerne hjælpe andre med at opleve lektier og hårdt arbejde som belønnende, både i skolen, men også helt generelt, hvor de kan se, at det bærer frugt. På den måde vil engagementet også holdes højt, og motivationen til at lægge et godt stykke arbejde styrkes.
Jeg glæder mig meget til at møde min kommende elev!