Hej, jeg hedder Marco, kommer fra Aalborg og er matematik-tutor hos GoTutor, hvor jeg underviser i matematik fra 0.–10. klasse.
Jeg er en rolig, tålmodig og imødekommende person, som godt kan lide at arbejde med andre mennesker. I min fritid bruger jeg blandt andet meget tid sammen med venner og familie, og jeg interesserer mig meget for matematik, økonomi og generelt ting, hvor man skal tænke logisk og finde løsninger.
Matematik har altid været et fag, jeg har haft let ved og været rigtig glad for. Jeg synes især, det er spændende at finde den forklaring eller metode, der gør, at noget, som først virker svært, pludselig giver mening. Derfor begyndte jeg også at hjælpe venner, klassekammerater, min søster og hendes veninder med matematik.
Jeg har blandt andet hjulpet to af mine gode venner med at gå fra karaktererne 02/4 til 12 ved deres mundtlige prøveeksamen i 1.g. Til daglig hjælper jeg stadig min søster og hendes veninder med matematik. Det, jeg bedst kan lide ved at hjælpe andre, er at se deres udvikling og opleve, når de pludselig selv kan løse noget, som de tidligere havde svært ved.
Som tutor lægger jeg stor vægt på, at eleven forstår matematikken frem for bare at lære en bestemt metode udenad. Gennem min erfaring med at hjælpe andre elever har jeg lært, at elever lærer forskelligt, på forskellige måder og i forskellige tempi. Nogle lærer nemmere ved at sætte regnestykket ind i en situation, som de kan relatere til, mens andre har behov for at gennemgå hvert enkelt trin i den matematiske metode.
Derfor vil jeg altid prøve at forklare tingene på en enkel og rolig måde og tilpasse undervisningen til elevens niveau og behov. Hvis en elev har svært ved et emne, går jeg gerne tilbage og finder det grundlæggende, der mangler, før vi arbejder videre. På den måde bliver elevens viden bygget op trin for trin, hvilket gør matematikken meget lettere at forstå.
Hvis den grundlæggende viden ikke er på plads, er det nærmest umuligt for eleven at forstå de mere avancerede metoder. Det er derfor meget vigtigt for mig at skabe en rolig stemning, hvor eleven føler sig tryg ved at stille spørgsmål og lave fejl.
Mit mål som tutor hos GoTutor er at gøre matematik lettere at forstå for eleven. Det betyder, at eleven ikke kun lærer, hvordan man løser en opgave, men også får en forståelse af, hvorfor en bestemt opgave skal løses med en bestemt metode. På denne måde kan eleven med tiden selv se, hvornår en metode skal bruges, hvilket vil styrke elevens faglige niveau. Måske endda så meget, at eleven med tiden synes, at matematik er sjovt og spændende.
Jeg ser frem til at hjælpe dig eller dit barn med matematikken :)