Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Emma. Jeg er til dagligt professionel håndboldspiller i Aarhus og har sideløbende taget en kandidat i litteraturhistorie. Jeg har et bredt, alsidigt interessefelt, og mine faglige kompetencer spænder ligeledes vidt. Jeg har inden litteraturstudiet gået et semester på bygningsingeniøruddannelsen, og har både interesser og kompetencer i en matematisk, naturfaglig, kreativ samt humanistisk retning.
Jeg elsker at lege, bevæge mig, kommunikere, være kreativ og at grine. Værdier jeg også tager med ind i en undervisningssituation. Jeg arbejdede inden min barsel på et krisecenter for voldsramte kvinder og børn, hvor min store motivation lå i at give særligt børnene en god dag igennem empati, faglighed, omsorg, leg og humor. Min hverdag her bestod i at aktivere stedets børn til både leg og læring igennem empatisk pædagogik med fokus på tryghed, samt at møde barnet omsorgsfuldt med de udfordringer, vedkommende måtte have.
Jeg har tidligere været lærervikar på en folkeskole, og jeg ELSKER at undervise og interagere med børn og unge, møde dem lige der, hvor de er, og at gøre vanskelige faglige dilemmaer forståelige og motiverende at arbejde med. Jeg vægter tryghed og kommunikation højt, når jeg underviser - og jeg ønsker at skabe et rum, hvor ingen spørgsmål er dumme, og hvor det er både sjovt, hyggeligt og trygt at lære.
Til mit afsluttende speciale på litteraturstudiet skrev jeg selv en børnebog i samskabelse med børn. Den hedder 'Ester' og handler om håndbold, hønsehuler, stole man kan stole på og meget mere. Jeg motiveres af god kommunikation og oplever, at børns kreativitet og ideer er guld værd til at gøre verden større - også for voksne.
Jeg har fra over 15 år i elitesportsverdenen oparbejdet en stor selvdisciplin, og jeg har dertil både fagligt og menneskeligt fokus i en læringssituation, hvor jeg fra min holdsport et vant til at få et team til at fungere, så 2+2 giver 5.
Jeg elsker selv at lære nyt og udvikle mig både menneskeligt og fagligt, og synes som udgangspunkt ikke, at de to ting skal skilles ad. Jeg er energisk, smilende, lyttende, og jeg er vant til at samarbejde med MEGET forskellige mennesker. Jeg trives i samarbejde og åben, tydelig kommunikation, men jeg er heller ikke bleg for at stille krav og tage en beslutning, når dette kræves.