Hej og velkommen til min underviserprofil! 👋🏼
Mit navn er Loui. Jeg har for nylig færdiggjort 10. klasse på Vejstrup Efterskole og går nu på HHX på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier.
Jeg vil beskrive mig selv som en rolig og jordnær person, der er nem at samarbejde med og altid møder velforberedt op. Jeg tager ansvar for mine opgaver, uanset om det gælder skole, arbejde eller frivilligt engagement. Min mødestabilitet og mit engagement er blevet styrket gennem tidligere ungarbejder jobs og mangeårig deltagelse i forskellige sportsforeninger, hvor jeg blandt andet har dyrket elitesvømning, skydning og gymnastik. Ved siden af skole og sport har jeg også en stor interesse for computerspil.
Som underviser lægger jeg stor vægt på at skabe et trygt og positivt læringsmiljø, hvor eleven føler sig set og forstået. Jeg tilpasser min undervisning til den enkelte elevs behov og læringsstil, og jeg stræber altid efter at forklare faglige emner i øjenhøjde. Jeg tror på, at forståelse og tryghed er nøglen til motivation – og dermed også til faglig udvikling! 📚
Selvom jeg endnu ikke har erfaring med undervisning i faglige skolefag, har jeg gennem mit tidligere arbejde som gymnastiktræner opnået solid erfaring med at formidle og undervise børn og unge på min egen alder. Det har givet mig en god fornemmelse for, hvordan man møder folk i øjenhøjde og tilpasser hjælpen til den enkeltes behov. Jeg har desuden gennemført en DGI-træneruddannelse, som har givet mig et godt pædagogisk grundlag og værktøjer til at motivere og støtte forskellige typer af elever.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg ønsker at hjælpe elever med at opnå en dybere forståelse af det faglige indhold i skolen – for eksempel hvad der gemmer sig bag en dansk tekst eller løsningen af en matematikopgave. For mig handler det ikke kun om at blive bedre til et fag, men om virkelig at forstå, hvad man arbejder med. Jeg tror på, at netop den forståelse gør læring både nemmere og sjovere – det har det i hvert fald gjort for mig selv.