Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Freja, og jeg er en tålmodig, rolig og empatisk person, der interesserer sig for uddannelse, læring og pædagogik.
Til hverdag læser jeg Uddannelsesvidenskab på tredje semester ved Aarhus Universitet, og i min fritid kan jeg godt lide at træne, male, lave yoga og være sammen med venner og familie.
Som lektiehjælper er det vigtigt for mig at tilpasse min tilgang og undervisningsform, så det giver mening for den enkelte, eftersom vi alle sammen har forskellige behov og lærer på forskellige måder. Derfor findes der heller ingen dumme spørgsmål eller én rigtig måde at lære på. Jeg bestræber mig både på at styrke elevers faglige niveau og give dem succesoplevelser, der kan styrke deres selvtillid i deres videre skolegang.
Jeg har tidligere erfaring med pædagogik og undervisning igennem frivilligt arbejde i en tosproget lektiecafé, job som pædagogmedhjælper i en børnehave og i praktik i folkeskolen.
Sammen med min faglige indsigt fra Uddannelsesvidenskab og mine 1,5 år på læreruddannelsen, hvor dansk i indskolingen var mit hovedfag, har erfaringerne givet mig pædagogiske og didaktiske værktøjer, som jeg kan trække på i undervisningen. Jeg har samtidig en forståelse for, hvor vigtigt trivsel og gode rammer er for at skabe et positivt læringsrum og faglig udvikling.