Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg har arbejdet med formidling i mange år – som moderator for FN-Forbundet, marketingkoordinator for internationale virksomheder, lærervikar i folkeskolen, you name it, I’ve taught it. Jeg har løst matematikopgaver med elever i indskoling, forklaret klimapolitik til gymnasieelever og afholdt webinars for internationale salgsteams i GDPR. Altså, er jeg trænet i at formidle en bred vifte af emner, til en bred vifte af publikummer.
Skal vi snakke spidskompetencer, er jeg særligt skarp, når det kommer til sprog. Med en mor fra Storbritannien og en far fra Danmark er jeg tosproget, og så har jeg en bachelorgrad i Engelsk og Italiensk. Det vil sige, at jeg har arbejdet med grammatiske værktøjer og regelsæt i flere forskellige kontekster, hvorfor jeg har en meget grundig sprogforståelse. Dog skal det siges, at jeg er mere end kvalificeret til at undervise i de fleste fag på højt niveau.
Som underviser elsker jeg at finde nye, kreative måder at formidle viden på, så det også er sjovt at lære. Generelt gå jeg til verden med en stor portion omsorg, ro, humor og vedholdenhed, som også afspejles i mit arbejde.
I min fritid dyrker jeg triatlon, læser gode romaner og tager til alskens kulturoplevelser som koncerter, festivaler og teaterforestillinger.
Jeg glæder mig til at møde dig!