Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Marie Louise og jeg bor i Aarhus. I sommeren 2022 dimitterede jeg fra Aarhus Handelsgymnasium og har nu sabbatår, hvor jeg til daglig er pædagogmedhjælper i en vuggestue.
Jeg er en glad og smilende pige, som er åben, nysgerrig og lyttende. I min fritid kan jeg godt lide at være aktiv og nyder både at løbe, tage i fitness og spille padel. Derudover er jeg meget kreativ og går til keramik en gang om ugen.
Som underviser går jeg op i at skabe et trygt, anerkendende og tillidsfuldt læringsmiljø. Jeg er velforberedt og lægger stor vægt på at undervisningen skal være sjov, og derfor vil jeg inddrage forskellige læringsmetoder alt efter hvad der passer til den enkelte elev.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg vil være med til at motivere elever, så undervisning bliver en succes frem for en sur "pligt". I folkeskolen havde jeg selv en tutor, hvilket hjalp mig utroligt meget, fordi jeg følte mig set og hørt på en anden måde, end man gør i en klasse med 30 andre elever. Jeg har erfaret, at en tutor styrker fagligheden, men samtidig giver selvtillid og gåpåmod. Derfor ønsker jeg at give min erfaring samt glæden ved at have en tutor videre til andre elever.
Jeg glæder mig meget til at møde dig!
Med venlig hilsen
Marie Louise