Jeg hedder Line, kommer fra Århus og er i gang med mit andet sabbatår. Generelt er jeg et stille og roligt menneske, der er meget smilende, tålmodig og pligtopfyldende. Jeg elsker også kreative og skøre ideer ;) I min fritid kan jeg godt lide at gå ture, drikke kaffe med en god ven eller veninde, tage på ferie (fx stå på ski) og have noget kreativt i hænderne. Derudover overvejer jeg at uddanne mig til folkeskolelærer, da jeg nyder at bruge tid med børn og unge, lære nyt samt lære fra mig. Gennem forskelligt frivilligt arbejde, såsom at være frivillig lektiehjælper i Gellerup og seniormentor i Videnskabsklubben, har jeg allerede en smule erfaring på området.
I 2022 afsluttede jeg STX med hovedfagene Biologi A, Kemi B og Tysk A. Derefter pakkede jeg kufferten og flyttede 5 måneder til Tyskland som AuPair, da jeg generelt har en stor interesse for tysk og samtidig synes, det var sjovt at tilbringe en masse tid med familiens fem børn. Desuden har jeg også altid godt kunne lide at hygge mig med en god bog og fordybe mig i faget dansk, hvor tekster kan give spændende nye perspektiver på os selv og verden omkring os.
Gennem venner og familie har jeg gennemført to mentorforløb i tysk på 7. klasses niveau, hvilket jeg synes var rigtig spændende og ikke mindst hyggeligt med min elev. Derfor ansøgte jeg om at blive lektiehjælper hos GoTutor for at hjælpe endnu flere børn/unge med at opnå en større forståelse for et fag. Jeg ønsker at være en underviser, der møder min elev i øjenhøjde, så der skabes et trygt og hyggeligt læringsmiljø. Det er altid spændende at prøve kræfter med at forklare noget på forskellige kreative måder, så det tilpasses den enkelte elev. Fra min egen skolegang husker jeg, at en varieret undervisning var motiverende, hvorfor jeg ønsker at tilrettelægge en undervisning med mange forskellige typer opgaver, der både kan være fx kreative eller mere aktive alt efter, hvad eleven synes er sjovt.