Hej og velkommen til min profil!
Jeg er en ung fyr, som læser 1. semester af idræt og fysisk aktivitet på Københavns Universitet. Jeg elsker at spille fodbold og jeg er særligt stor fan af klubberne FC Barcelona, Tottenham Hotspur og FC København. Jeg har også en brugt mange timer foran computeren, hvor jeg har gamet diverse computerspil med mine venner. Udover at jeg læser idræt og bruger meget tid på dette, så kan jeg godt lide at være social og være sammen med mine venner. Som person er jeg meget nede på jorden, god til at stille de rigtige spørgsmål og en virkelig god lytter.
Da jeg gik i gymnasiet havde jeg studieretningen Biologi A, Kemi B og Idræt B. I 3.g valgte jeg dog at hæve både kemi og matematik til A-niveau, da jeg er matematisk og naturfagligt stærk. Jeg har ca. halvandet års erfaring som lærervikar, og ønsker at hjælpe alt fra de elever, som måske føler, at være blevet tabt lidt i svinget, til de elever som har behov for et boost op til eksamen.
Som en sidenote har jeg, i mit job som lærervikar, været tilknyttet et tilbud for 8.-9. klasser med skolevægring i tre måneder. Her har jeg bl.a. arbejdet med børn med diagnosticeret ADHD.
Det er vigtigt for mig, at vi sammen laver en klar plan, om vores mål for forløbet. Dette betyder ikke, at målene ikke kan ændre sig undervejs, men at vi har noget at sigte imod. På den måde spilder vi ikke tiden sammen, og forhåbentligt fås der en masse ud af timerne.
I forbindelse med min undervisning brænder jeg for, at eleven når de fastlagte mål, som vi sætter sammen. Om ikke andet, så håber jeg, at eleven opnår forbedring i faget, og et bedre grundlag for videre læring. Jeg går meget op i, at man ikke bare smider et plaster på såret, men at man hjælper såret med at hele. Med dette mener jeg, at jeg underviser med teknikker, som gør at eleven ender med at kunne løse problemerne selv, også efter undervisningsforløbet. Udover det går jeg også meget op i, at der skal være et sjovt og roligt undervisningsmiljø, hvor der også er plads til at hyggesnakke en gang i mellem.