Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Ida og jeg bor med en veninde i København, hvor jeg til daglig studerer HA psyk på CBS.
Som underviser vægter jeg den personlige relation mellem mig som underviser og eleven rigtig højt. Jeg tror på, at en god relation er nøglen til motivation og sammen at kunne opnå de ønskede faglige mål. Jeg har tidligere erfaring med at dette har virket, da jeg har undervist en pige i matematik i 5. klasse. Her brugte vi i starten af forløbet en del energi på at lære hinanden at kende og på den måde få skabt et trygt læringsmiljø.
Jeg har arbejdet fuldtid i en børnehave samt arbejdet frivilligt på et børnehjem i Kenya. Selvom disse to jobs generelt har været med yngre børn, har det givet mig meget god erfaring samt pædagogiske værktøjer, som jeg tager med mig.
Lidt mere om mig, så er jeg en aktiv og energisk pige. Når jeg ikke studerer, så løber eller træner jeg sammen med min roomie. Derudover elsker jeg at være sammen med mine venner, og bruger meget tid på at drikke kaffe med veninder. Før jeg startede på universitet i sommers spillede jeg både fodbold og badminton et par gange om ugen.
Jeg har færdiggjort en STX uddannelse, hvor jeg havde samfundsfag A, engelsk A og tysk A som hovedfag. Da jeg selv gik i folkeskole kæmpede jeg mest med engelsk og matematik, da jeg oplevede en usikkerhed i disse fag. Jeg følte mig ikke tryg nok til at række hånden op i timerne. Når jeg reflekterer over det nu, kunne GoTutor sagtens have været løsningen for mig dengang. Men det fik jeg aldrig gjort. Til gengæld føler jeg nu, at jeg har muligheden for at kunne hjælpe nogle andre. Netop derfor er jeg lektiehjælper ved GoTutor. Jeg håber meget, at det er dit barn, som jeg får lov til at hjælpe og blive rollemodel for. Så får dit barn ikke blot en lektiehjælper, men også en at se op til.
Jeg glæder mig til at møde dig!