Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Sina, og jeg er uddannet pædagog og har en kandidat i læring fra Aalborg Universitet.
Jeg er en god blanding af social udadvendthed og refleksiv eftertænksomhed. Jeg er sporty og elsker at røre mig og bruge kroppen - især udendørs. Derudover læser jeg en del og interesserer mig især for psykologi og for at skabe balance i et moderne menneskeliv.
Jeg er kreativ og innovativ med både en kunstner og en iværksætter i maven - dog bor de hver for sig - og udmønter sig i henholdsvis malerier og skriverier, og nye idéer og projekter som min virksomhed, som jeg driver som bibeskæftigelse. Her underviser jeg dels i yoga og driver dels et åbent fællesskab, der samler Nordjyllands arbejdsstyrke til videndelende arrangementer om trivsel og god arbejdslyst.
For at kunne lære, skal vi have det godt - derfor er en del af mit fokus også på at skabe en god stemning, hvor tilliden til mine evner som underviser og trygheden ved at vide, at jeg altid er klar til at hjælpe, er vigtige elementer.
Jeg forventer, at eleven gør sit bedste indenfor de muligheder og kompetencer, vedkommende har - og at der ved længerevarende forløb sker en positiv udvikling - fagligt, menneskeligt eller socialt - og meget gerne ved alle tre ben.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi det matcher min personlighed og mit resterende arbejdsliv at arbejde fleksibelt - og fordi jeg elsker at undervise og formidle ny viden - og så vil gerne bidrage til at skabe gode undervisningssituationer, der styrker og sikrer børn- og unges trivsel i de formative år.
Jeg glæder mig til at møde min næste elev!