Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en udadvendt, omsorgsfuld og ansvarlig ung kvinde, som altid møder nye mennesker med et smil. Jeg har en stor interesse for dyr, hvilket også afspejles i både mit studievalg; dyrlæge og min tidligere hobby; ridning. Derudover nyder jeg at bruge min krop aktivt og bruger en del tid på træning.
Jeg er en meget social person og elsker at bruge tid sammen med mine venner, kæreste og familie. Det kommer desuden også til udtryk gennem min tid på Vejle idrætshøjskole, hvor jeg bl.a. tog kurset instruktør og teambuilder, hvor jeg blev undervist i at samarbejde på bedst mulig vis om et fælles mål, sørge for at alle var med og samtidig være nytænkende. Disse egenskaber vil være gavnlige i en undervisningssammenhæng, hvor jeg vil gøre, hvad jeg kan for at finde elevens bedste læringsmetode og tilrettelægge undervisningen efter dette. Jeg har selv erfaret, at det for mig er meget forskelligt fra fag til fag, hvordan jeg lærer bedst, og derudover at det også er godt med afveksling indenfor det enkelte fag. Desuden prøver jeg så vidt muligt at gøre læringen sjovere, så det ikke altid kun er en sur pligt. Jeg tilpasser undervisningen efter elevens behov og håber, at vi sammen kan finde den bedste løsning for eleven.
Jeg brænder for at hjælpe andre, hvilket kommer til udtryk i jobbet som lektiehjælper, da jeg kan lære fra mig og herigennem hjælpe eleven. Jeg tror på, at hver enkelt person er sin egen, og jeg finder det ret spændende, hvordan vi som mennesker lærer forskelligt og kan hjælpe hinanden til at udvikle os fagligt, hvilket jeg vil glæde mig til at gøre, som lektiehjælper for dig. Jeg glæder mig til at møde dig!