Kære elever og forældre!
Jeg hedder Henriette og jeg er i øjeblikket i gang med en STX-uddannelse på Munkensdam Gymnasium i Kolding. Jeg elsker gymnasielivet, både det at lære en masse indenfor forskellige fag, men også fællesskabet i klassen og at se mine venner hver dag. I min fritid spiller jeg klaver, synger og går til gymnastik, og så elsker jeg at rejse og at gå ture i naturen.
Min baggrund for at være lektiehjælper er, at jeg nogle gange synes, det kan være svært at forstå, hvad læreren siger, men ved at få det vendt på andre måder, kan det ligesom falde på plads for mig. Jeg brænder for at hjælpe andre med at forstå et kompliceret emne, og derfor har jeg valgt at arbejde som lektiehjælper.
Jeg har stor erfaring med at hjælpe mine veninder og klassekammerater. Siden de mindste klasser i folkeskolen er jeg blevet brugt af lærerne til at hjælpe klassekammerater, der har svært ved et bestemt emne. Det har primært været i matematik, men også samfundsfag, tysk, dansk, musik og fysik/kemi, hvilket er de fag jeg er lektiehjælper i.
Jeg er lektiehjælper, fordi jeg ved, hvor meget man lærer af at vende en udfordring med én, der har lært det før, og som har erfaring med at bruge stoffet efterfølgende. Jeg har og har haft andre fritidsjob - jeg har eksempelvis passet børn, været leder på børnelejre og arbejdet i en blomsterbutik, men fordelen ved at være lektiehjælper er, at jeg her bruger mine egne erfaringer med det faglige stof og må være kreativ, så jeg forklarer stoffet på lige netop den måde, den enkelte elev har brug for.
Jeg prøver altid på at gøre lektiehjælpen interessant, relevant og sjov, og det er helt centralt for mig, at eleven føler sig tryg i undervisningen. Her er ingen dumme spørgsmål, da alle mennesker er forskellige og lærer på forskellige måder.
Jeg tager udgangspunkt i den enkelte elevs undervisningsmateriale, med mindre vi aftaler, at jeg selv finder materiale til emnet. Jeg bruger mange eksempler til at forklare et stof, da jeg selv har erfaring med, at det kan øge forståelsen for et komplekst emne. Jeg hjælper med opgaveskrivning og dag-til-dag lektier, eller hvad der er behov for.
Jeg glæder mig til at møde netop dig!