Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Malene og jeg læser molekylærbiologi på første semester på Aarhus Universitet. Jeg blev i 2023 student fra Randers Statsskole, og derefter flyttede jeg til Frankrig, hvor jeg arbejdede som undervisningsassistent på et kostgymnasie. For at give et lille indblik i hvem jeg er, så elsker jeg at dyrke en hel masse sport, hvor balletten og løb lige nu fylder mest, men jeg har tidligere spillet meget fodbold. Jeg nyder at fordybe mig i at skrive korte fiktionstekster og læse alt fra klassikere til fantasy, men også at hygge mig med mine venner over et godt brætspil eller en spændende film. Derudover er jeg en kæmpe protein- og plantenørd, hvilket passer ret godt til mit studie.
Et kæmpe smil har jeg altid på læberne, og jeg er rigtig god til at fornemme hvordan andre har det. Derudover er jeg både energisk, innovativ, omsorgsfuld og yderst pligtopfyldende. Jeg har en stærk baggrund i videnskabskommunikation grundet min deltagelse i både nationale og internationale konkurrencer og forums, hvor jeg også har vundet flere priser såsom Lundbeckfondens formidlingspris og Future Tech Star. Jeg har altid elsket at gøre en forskel for andre, og lige nu gør jeg det bl.a. igennem min frivillighed hos UNF, hvor jeg er med til at arrangere bl.a. SRP/SOP-cafe og en international klimakonference på DTU til næste år, min rolle som jurymedlem i Unge Forskere og nu forhåbentlig også som min rolle som lektiehjælper.
Jeg er videbegærlig, faglig kompetent og jeg nyder at lære fra mig. Jeg har tidligere arbejdet som matematikhjælper på mit gymnasie, i Frankrig har jeg hver aften hjulpet kosteleverne med deres lektier og jeg agerede hjælpelærer i bl.a. engelsk, matematik og biologi. Jeg har altid hjulpet mine medstuderende med glæde og jeg ser det som en stor fordel, at jeg har en bred og faglig profil, da det giver mig en forståelse for hvad man kan bruge et enkelt fag eller emne til i den virkelige verden og hvordan de kan spille sammen. Derudover har jeg et stort overblik som gør, at jeg kan komme med mange eksempler og forskellige metoder og forklaringer til et problem, og derfor kan jeg i samarbejde med den enkelte tilpasse undervisningen så udbyttet er størst.
For mig er det et privilegie at være lektiehjælper hos GoTutor. Jeg brænder for at engagere andre til at være nysgerrige, da jeg mener at det er noget af det vigtigste i læring. Noget af det fedeste er når man kan hjælpe en elev med at opnå en dybere forståelse, som leder hen til et aha-øjeblik. Jeg ved af erfaring, hvor stor en betydning det har for den enkelte at opleve disse succesoplevelser, og jeg håber på at jeg får muligheden for netop at være med til at give den enkelte elev en masse gode oplevelser, styrke deres tro på sig selv og booste deres faglig ligeså.
Jeg glæder mig til at møde dig!