Hej og velkommen til min underviserprofil! Mit navn er Helena, og jeg er en ung og frisk pige, som er klar til at hjælpe med diverse lektier og faglige udfordringer. Jeg er i øjeblikket i gang med en STX-uddannelse efter et år i 10. klasse på efterskole.
Jeg er blevet lektiehjælper, fordi jeg synes, at det er spændende og fedt at få lov at dele ud af min viden til yngre børn og unge, og jeg vil gerne bruge mine gode karakterer fra folkeskolen til noget nyttigt.
Jeg elsker at dele ud af min viden, og jeg har godt styr på mine ting og går op i, at jeg forklarer tingene grundigt, og på en måde, hvor den specifikke elev forstår det og får en positiv oplevelse ud af det. Jeg har tålmodighed og er villig til at forklare tingene så mange gange, som der er behov for.
I min fritid elsker jeg at være sammen med mine venner og lave alle mulige hyggelige ting. Jeg bruger også meget tid med min familie og går og løber ture i naturen, nogle gange med min hund som selskab. Derudover elsker jeg at lave kreative ting såsom at sy, strikke, hækle, lave smykker og meget andet. Da jeg gik på efterskole, var det netop også det kreative, der var mit fokus. Og så elsker jeg at danse og har gået til dans i flere år.
Jeg har tidligere arbejdet som barnepige i 2 år, og har derfor erfaring med børnepasning. Derudover har jeg også været en del af legepatruljen i folkeskolen, hvor vi et par gange ugentligt arrangerede lege og aktiviteter for de yngre børn.
Så har jeg også været med i læsebanden, som var en lille gruppe elever fra min årgang, som blev valgt ud til at hjælpe børn i 4. klasse med deres læsefærdigheder.
Jeg glæder mig til at blive tutor for dig eller dit barn, og jeg er sikker på, at vi nok skal få et godt forløb sammen!