Jeg modtog selv 1-1 lektiehjælp i gymnasiet, og det var en kæmpe hjælp, hvor jeg gik fra et 4-tal til et 10-tal. Jeg vil gerne give den gode oplevelse videre!
Som en imødekommende, betænksom og grammatik-elskende person undrer kollegaer, venner og familie sig over, at jeg ikke tidligere har kastet mig ud i at undervise. På min internationale arbejdsplads har jeg en aftale med flere kollegaer om kun at tale dansk med dem – sådan lærer de bedst dansk, siger de. Min søster er ordblind, og jeg giver hende f.eks. tips og tricks til at huske nutids-r og hvornår et komma skal sættes i en sætning.
Mine sproglige interesser stammer fra, at jeg selv er opvokset tosproget med fransk som andet modersmål, hvilket gjorde mig god til sprog i skolen. Senere har jeg kastet mig over tysk både på litteraturstudiet i Århus og på CBS, hvor jeg har studeret og boet i Østrig og Tyskland. Derudover har jeg arbejdet for den franske ambassade i en periode.
Det er vigtigt for mig at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte elev har brug for, og derfor lytter jeg nøje til, hvordan jeg bedst kan hjælpe. Oversættelse, grammatiske regler og udtale er mine styrker, og jeg står gerne til rådighed med hjælp her.
I min fritid går jeg til dans, tager på cykelferie med min geografistuderende kæreste, besøger familie i Frankrig, læser bøger, følger med i Deadline og drikker kaffe og øl med mine venner. Jeg elsker også at gå på loppemarkeder og opleve koncerter.
Mit største ønske lige nu er at understøtte en elev, der synes tysk og/eller fransk er svært i skolen. Derfor er jeg lektiehjælper ved GoTutor!