Hejsa! Jeg hedder Anne Sophie og jeg er lektiehjælper hos GoTutor.
Hvem er jeg?
Mine venner og veninder vil beskrive mig som en god blanding af rolig og energisk. Jeg møder andre med med positiv energi og engagement. Jeg er en struktureret, hjælpsom og ærlig person, som brænder for at hjælpe elever med at udvikle sig både fagligt og personligt. I min fritid interesserer jeg mig for hækling og løb, og jeg nyder generelt at være sammen med mine veninder, kollegaer, familie og min kæreste.
Min tilgang til undervisningen:
Som underviser lægger jeg stor vægt på at skabe et trygt læringsmiljø, hvor eleven føler sig hørt og respekteret. Jeg mener, at de bedste resultater opstår, når eleven tør stille spørgsmål og ikke er bange for at lave fejl.
Alle elever lærer forskelligt, og derfor tilpasser jeg min undervisning til den enkelte elevs behov og læringsstil. Hvis noget ikke giver mening første gang, er jeg tålmodig nok til at forklare det igen på en anden måde. Mit mål er ikke blot at hjælpe eleven med den konkrete opgave, men også at give værktøjer og strategier, som kan bruges selvstændigt fremadrettet. Jeg arbejder aktivt med motivation ved at gøre stoffet overskueligt og skabe små succesoplevelser undervejs. Når elever oplever, at de faktisk kan lykkes med noget, de tidligere har haft svært ved, vokser både deres faglige forståelse og særligt deres selvtillid, som jeg vil mene er en af de bedtse forudsætninger for at lærer.
Faglige kompetencer og erfaring:
Jeg underviser primært i dansk og engelsk, hvor jeg har opnået stærke faglige kompetencer gennem min tid på gymnasiet med en sproglig studieretning, hvor jeg blandt andet var næstforperson i elevrådet samt en del af bestyrelsen.
Til dagligt arbejder jeg i Bilka Vejle, hvor jeg har været ansat i lidt over 3 år. Det seneste år har jeg været en af de primære medarbejdere til at oplære nye ansatte i deres arbejdsopgaver. Det har givet mig en værdifuld indsigt i, hvor forskelligt mennesker lærer, og har lært mig hurtigt at tilpasse mine forklaringer og min tilgang til den enkelte person. Jeg har erfaret, hvor vigtigt det er at kommunikere klart, være tålmodig og skabe et trygt læringsmiljø, så den enkelte føler sig godt rustet til nye udfordringer.
Hvorfor er jeg lektiehjælper?
Det, der motiverer mig mest som lektiehjælper, er at se elever udvikle sig. Ikke kun når karaktererne forbedres, men også når eleven bliver mere selvsikker, tør række hånden op i klassen eller får større tro på egne evner.
Jeg ved selv, hvor frustrerende det kan være, når noget virker uforståeligt, og derfor ønsker jeg at være den støtte, der hjælper eleven med at finde en vej frem. For mig er følelsen af at se en elev lykkes og få mere selvtillid alle timerne værd. Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg ønsker at gøre en reel forskel for elever og hjælpe dem med at opnå både faglige og personlige succesoplevelser.