Jeg er som person imødekommende, betænksom og rolig. Jeg elsker at fordybe mig i hobbyer, projekter og faglige emner og har mange forskellige interesser. Jeg har læst en bachelor i fysik og har altid interesseret mig for matematik og naturvidenskab. Nu læser jeg en bachelor i psykologi for bl.a. at blive bedre til se og forstå spørgsmål fra mange forskellige perspektiver.
I min fritid elsker jeg at være kreativ, være udenfor i naturen samt spille spikeball.
Jeg har selv altid været glad for at gå i skole og studere og været nysgerrig og interesseret i at lære en masse og fordybe mig. Denne glæde ved at lære vil jeg gerne dele og hjælpe andre med at opnå.
Dog har jeg også oplevet udfordringer ved at gå i skole og studere og har blandt andet oplevet at min mere introverte og eftertænksomme personlighed ikke altid har passet ind i et uddannelsessystem, hvor man skal være udadvendt, hurtig og god til at gøre opmærksom på sig selv for at få gode mundtlige karakterer.
Jeg vil gerne støtte elever, der også oplever udfordringer i skole eller gymnasiet og være med til at støtte og motivere elever, der har brug for lidt ekstra hjælp eller selvtillid i et fag.
Jeg har været frivillig lektiehjælper i en matematik lektiecafé, hvor jeg opnåede en erfaring i at give faglig hjælp og vejledning til lektier og afleveringer.
Som underviser er jeg imødekommende og tålmodig. Jeg bestræber mig på at være en støtte og en vejleder, der lader eleven selv komme frem til svarene og ikke mindst give motivation og tro på egen kunnen.