Jeg er en energisk person, som brænder for at lære fra mig. Jeg lægger vægt på at skabe et godt undervisningsmiljø ved at være glad og positiv og ved at lytte til elevens ønsker og behov. Jeg er tålmodig overfor den enkelte elev og er klar på at forklare en problemstilling på forskellige måder, så eleven selv ender med at forstå.
For mig handler det at hjælpe med lektier og afleveringer ikke kun om at få en elev til at lave opgaven færdig. Det handler nok så vigtigt om at få vedkommende til selv at forstå tankeprocessen hen mod løsningen, så eleven selv kan løse opgaver i timerne eller i en fremtidig eksamenssituation.
Jeg har en studentereksamen fra N. Zahles Gymnasium, 2023, hvor jeg havde fysik-matematik linjen. Gennem min gymnasietid har jeg hjulpet flere venner og klassekammerater med afleveringer og lektier i fx fysik og matematik. Og allerede nu i mit sabbatår har jeg hjulpet min nabo med både 2g og 3g matematikopgaver i maple og i hånden.
Jeg arbejder meget struktureret og personligt synes jeg, at det er nemmere at blive færdig med en opgave ved at dele den op i mindre dele. Denne tilgang bruger jeg også, når jeg vejleder andre til at komme gennem en opgave og gøre det mere overskueligt for eleven. Jeg har også i mange fag haft rollen som den, der redigerede videoer, og har derfor fået masser af erfaring i at redigere, primært i DaVinci Resolve. Jeg har også erfaring med at lave flotte visuelle poster til præsentationer i fx fysik.
Jeg elsker både at være aktiv og social og mine fritidsinteresser er fx bouldering, klatring og computerspil.