Velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en hjælpsom og kærlig mand, der går meget op i hvordan andre har det. Jeg leder altid efter nogen, jeg kan hjælpe eller gøre dagen bedre for. Til daglig læser jeg elektronik på Aalborg Universitet, og i min fritid spiller jeg med mine venner eller roder med min bil i mine forældres garage. Jeg går rigtig meget op i biler og videospil. Jeg er vild med børn og elsker at hjælpe unge med de ting, der er svært i livet. Jeg har selv været en del igennem, så jeg ved lidt om hvordan det er at have det svært.
Jeg har en lille hobbyvirksomhed, hvor jeg hjælper de ældre med at få deres udstyr til at virke, hvad enten det er at få kanalerne på fjernsynet til at komme frem igen eller printeren til at virke. Her går jeg meget op i at forklare og fortælle, hvad der skal ske og hvad jeg gør, og det vil jeg selv sige jeg er ret god til. Jeg har det meget med at forklare i analogier og metaforer, som jeg tænker fungerer godt til i hvert fald undervisning i naturvidenskabelige fag.
I forhold til min undervisning har jeg gode fornemmelser. I første omgang er jeg meget tålmodig og meget god til at rose. Jeg vil gerne prøve at læse hvad situationen kræver og finde på redskaber og ideer til at gøre det nemmere at komme igennem det tørre og trælse stof. Jeg har sådan semi-fast en aftale med min bedstemor om at vi øver "Ipad" et par gange om måneden og det har vi vist gjort i et par år nu, og jeg synes selv hun er kommet langt.
Jeg glæder mig meget til at møde dig!