Hej og velkommen til min underviserprofil!
Hvem er jeg?
Jeg er igang med at uddanne mig som lærer på VIA, og derfor er jobbet som underviser ved GoTutor naturligt for mig, både for at kunne lære fra mig og samtidig udvikle min læreridentitet. Jeg har altid været meget udadvendt og mine tidligere jobs har altid indeholdt kontakt med mennesker og generel kundepleje, som krævede god service, høflighed og selvstændighed.
Mens jeg gik på gymnasiet, havde jeg gennem tre år et studiejob i SuperBrugsen Mårslet, hvor jeg betjente kasse, varetog butikspleje og havde ansvar for butikken i ydertimerne. Jeg var meget glad for kundekontakten, for at imødekomme ønsker og for at være medansvarlig i en veldreven butik.
Efter gymnasiet aftjente jeg min værnepligt på Skive kaserne, hvor jeg hurtigt blev udpeget som gruppeleder og stueformand. De 4 måneders fysiske og psykiske udfordringer rykkede mine grænser. og lærte mig at bevare roen og overblikket i pressede situationer. Den hårde fysiske træning som menig faldt naturligt ind i mine egne interesser for styrketræning, da jeg prioriterer det meste af min fritid til fitness og sundhed og gerne presser min krop til det yderste. Siden 2022 har jeg været en naturlig bodybuilder indenfor organisationen DFNA (Danish Federation of Natural Athletes), hvor jeg har vundet danmarksmesterskabet i 23’ og 24’.
I mine tidligere jobs er jeg blevet karakteriseret som en stabil, udadvendt og positiv medarbejder. Jeg har altid sat en ære i at fuldføre mine opgaver bedst muligt og at være en pålidelig arbejdskraft, og jeg trives med mange bolde i luften.
Hvordan er jeg som underviser?
Gennem min læreruddannelse har jeg været i praktik flere gange, hvor jeg har haft ansvaret for 2 udskolingsklasser i henholdsvis fagene idræt, matematik og historie og biologi. Jeg har der modtaget stor ros fra min praktiklærer for min undervisningsform og måde at håndtere lærerrollen. Jeg arbejder meget med tilstanden flow hvor du som lærer skal differentiere undervisningen så eleven er tilpas motiveret og stimuleret af niveauet i opgaverne. Dette har vi arbejdet med i praktikken og fundet frem til mange gode løsninger.
Alle elever har forskellige læringsprocesser, og derfor er det vigtigt for mig at lære min kommende elev at kende. så vi sammen kan tilrettelægge en undervisningsplan, der passer til hans behov.