Hej og velkommen til min profil!
Jeg hedder Victoria. Til dagligt læser jeg på 2. semester af Statskundskab og arbejder som receptionist i et IT‑firma. I min fritid elsker jeg at træne, særligt er jeg glad for styrketræning, og så løber jeg et par gange om ugen. Når jeg ikke træner, bruger jeg tid med familie, kæreste og venner.
Mit første job var som lektiehjælper, allerede da jeg gik i 7. klasse, og jeg har altid været glad for at dele min viden, både med mine yngre søskende og med klassekammerater. Som underviser gør jeg meget ud af at forstå min elev og møde dem på deres niveau, samtidig med at jeg skubber dem fagligt. Jeg tror på, at de fleste kan mere i skolen, end de selv går og tror.
Jeg har selv modtaget ekstra undervisning fra 6.–9. klasse, efter jeg blev diagnosticeret som ordblind. I dag ser jeg det som en styrke, fordi det gør mig i stand til virkelig at forstå de udfordringer, mange elever står med.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg nyder at arbejde med børn, og fordi jeg gerne vil hjælpe dem, der oplever de samme udfordringer i skolen, som jeg selv har stået overfor. Samtidig ser jeg jobbet som en unik mulighed for at få bred erfaring med forskellige fag, situationer og mennesker, og som en god måde at supplere min indkomst som studerende.