Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Noah, og jeg er i øjeblikket i gang med en HTX-uddannelse, hvor jeg har studieretningsfagene kommunikation/IT og design.
I min fritid elsker jeg at være kreativ, lytte til musik, styrketræne, spille videospil og være sammen med mine venner. Jeg interesserer mig også for kunst, arkitektur, fotografering og film. Jeg har stor tålmodighed og har altid haft lyst til at lære fra mig.
Gennem min skolegang, fra folkeskole til gymnasium, har jeg ofte hjulpet klassekammerater i dansk og engelsk, både med grammatik, opgaveskrivning og det mundtlige. Sprogfagene kan for nogen være meget vanskelige, og som én der selv har haft udfordringer med andre fag, ved jeg, hvor udmattende og frustrerende det kan være, når tingene ikke “klikker.” Derfor går jeg op i at skabe et trygt læringsmiljø, hvor det er tilladt at lave fejl og stille spørgsmål, for sådan mener jeg, man lærer bedst. Det er derfor vigtigt for mig at tilpasse undervisningen til den enkelte elev, så undervisningen bliver lærerig, sjov og engagerende, samtidig med at den hjælper eleven med at rykke sig fagligt.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg gerne vil hjælpe elever, der sidder fast fagligt. Det er en situation, jeg selv kan relatere til, og jeg vil derfor gøre mit bedste for at hjælpe andre med at overvinde deres faglige udfordringer.
Jeg glæder mig til at hjælpe dig med at få en god skolegang!