Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Ida, og jeg er i gang med at studere til indskolingslærer på Campus Carlsberg i København. Jeg er som menneske meget udadvendt og glad, og det er vigtigt for mig at sprede godt humør omkring mig. Jeg er meget socialt anlagt, og bruger derfor en del fritid på at ses med andre, der – ligesom mig – også holder af at sprede god energi. At være omringet af børn er noget, jeg altid har elsket, fordi jeg oplever, at de ser verden med et helt andet syn end voksne: en verden uden grænser, fuld af fantasi og troen på, at man kan alt man sætter sig for.
Jeg har mange års erfaring indenfor servicebranchen, hvor jeg bl.a. har arbejdet som overtjener på cafe og bar. Igennem de jobs har jeg lært at påtage mig ansvar, skabe gode oplevelser for andre og fungere både som rollemodel, men også som en pålidelig autoritetsfigur. Mine opgaver har bl.a. omfattet oplæring af nye medarbejdere, arbejde som tillidsrepræsentant og ansvar for personalemiljø. Erfaringen har været med til at give mig en stærk og god evne til at støtte andre, give vejledning når nødvendigt og ikke mindst erfaring indenfor at kunne skabe tryghed for andre i krævende situationer.
At gøre en forskel for andre mennesker er afgørende for mig. Det er derfor også min største prioritet som tutor at skabe et trygt rum, hvor barnet føler sig set og hørt. Jeg tror på, at trygge rammer og en nærværende lærer, kan være helt grundlæggende for et barns læring og udvikling i skolen. Samtidig tror jeg på, at alle børn har hvert deres at byde på og hver deres måde at lære på, som man kun kan finde frem til igennem god kommunikation og et trygt frirum for den enkelte elev.
Jeg lever efter Pippi Langstrømpes motto: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Den tankegang minder mig om, at man kan mere end man tror, og ikke lad lade sig skræmme væk når man møder udfordringer. Når en opgave eller et fag føles overvældende, handler det ofte om at ændre sit perspektiv eller sin tilgang- så kan man ofte finde en løsning sammen.
I min fritid holder jeg af at læse, være sammen med venner og familie og være kreativ. Jeg laver også negle, som jeg også nyder at sidde og nørde med. Jeg er meget kreativt anlagt, og elsker at tegne og male. Det er også et godt hjælpemiddel, når det kommer til skolehjælp, da jeg erfaret at mange opgaver kan blive mere overskuelige for elever, når man kan inddrage et kreativt element. At tænke udenfor boksen føler jeg kan bidrage til en endnu større udvikling hos elever, der har sværere ved at sætte sig ind i opgaver.
Jeg glæder mig meget til at møde dig, og ser frem til et fedt samarbejde!