Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Freja. Jeg blev student fra Svendborg Gymnasium denne sommer og holder nu sabbatår. Som person er jeg smilende, tålmodig og engageret, og jeg holder meget af at være sammen med venner og familie. I min fritid kan jeg også godt lide at være kreativ – blandt andet gennem hækling, maling og bagning. Jeg holder desuden meget af at læse og skrive, og jeg lytter også gerne til lydbøger.
Som underviser vil jeg fokusere på, at der skal være tid til at forstå. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke bare lærer et svar udenad, men får en forståelse for, hvorfor noget fungerer, så man efterhånden bliver mere sikker på sig selv. Jeg vil derfor tilpasse undervisningen til den enkelte og finde den måde at forklare tingene på, som giver bedst mening for dem.
Hver søndag er jeg svømmetræner for to begynderhold. I denne forbindelse har jeg gennem Svømningens Grunduddannelse fået viden om, hvad der skaber god undervisning, blandt andet med fokus på kommunikation, motivation, individuelle behov og forskellige måder at lære på. Det har givet mig erfaring med at tilpasse undervisningen til den enkelte og skabe en tryg og positiv ramme for læring.
Jeg ønsker især at hjælpe børn og unge, som synes, at dansk er svært, og særligt elever, der er ordblinde. Jeg er selv ordblind og ved derfor, hvordan det kan føles at have svært ved stavning eller at læse langsommere end andre. Gennem min egen skoletid har jeg lært, hvordan de rigtige hjælpemidler og den rette måde at lære på kan gøre en stor forskel. Jeg er selv gået fra at synes, at dansk var et svært fag, til at have det som et af mine yndlingsfag.
Jeg har gennem min skoletid fået erfaring med at formidle viden til andre. På gymnasiet har jeg blandt andet holdt workshops for yngre elever om, hvordan man kan bruge ordblindeprogrammer i forbindelse med afleveringer og eksamener.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg gerne vil bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre. Jeg ved, hvordan det er at føle, at noget er svært, men jeg ved også, hvor stor en forskel det kan gøre at finde de rigtige værktøjer og den rigtige måde at lære på. Jeg vil gerne give mine elever følelsen af, at de godt kan – de lærer måske bare på en anden måde end andre.