Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Nanna og måske er jeg dit barns nye tutor :-)
Hvordan er jeg som underviser?
Jeg har tidligere erfaring som matematik og engelsk tutor for 7.-8. klasse. Min undervisning tager udgangspunkt i elevens undervisning og nogle fokusområder, som vi finder sammen. Alt efter elevens behov kan undervisningen koncentrere sig om elevens lektier eller understøtte deres faglighed inden for det fag, eleven har brug for hjælp i.
Derudover er motivationen for at lære og elevens selvsikkerhed altid i fokus. Lysten til at forbedre sig inden for et fag, som man har svært ved, kan være svært at finde. Så selvfølgelig har jeg et fokus på at min undervisning bliver så sjov, tryg og motiverende som mulig!
Hvilke kompetencer har jeg?
I gymnasiet var mine linjefag matematik og samfundsfag. Derudover har jeg haft tysk på A-niveau samt dansk og historie. Mine engelskfaglige kompetencer er også på niveau med mine A-fag, da jeg har fortsat interessen for faget og blandt andet har deltaget i Juvenes Translatores, som er en oversættelses konkurrence.
(Filosofi er min helt store interesse, så hvis du har brug for en tutor til filosofi på C eller B niveau i gymnasiet, er jeg mere end begejstret for at kunne få lov at hjælpe)!
Hvorfor er jeg lektiehjælper?
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, blandt andet fordi jeg kan se mig selv blive gymnasielærer en dag. Min evne til at formidle er derfor lige så vigtige for mig, som at kunne selve stoffet. Jeg har en passion for filosofi og elsker personligt at lære og lære fra mig. Og så tror jeg på, at intet fag er kedeligt! Det handler bare om at finde motivationen og glæden ved at lære.
Lidt om mig som person:
I min fritid dyrker jeg Capoeira, hvilket er en brasiliansk kampsport, der også inkorporerer musik og et kulturelt fællesskab! Jeg har tidligere dyrket karate, yoga, dans og teater. Derudover elsker jeg at læse, både faglitterært og skønlitterære klassikere. Og så har jeg et super hyggeligt deltidsjob, hvor jeg er bartender i en øl-, vin- og madbar. Jeg går op i at dyrke de fællesskaber, der er i min by og på mit uddannelsessted. Så jeg har altid været involveret i ting som elevråd, udvalg, eventplanlægning og frivilligt arbejde. Og lige nu prøver jeg at lære mig selv at spille guitar, så jeg er selv i gang med at lære noget, der kan føles rigtigt svært indimellem.
Jeg glæder mig til at møde dig!