Mit navn er Maria, og jeg er 20 år gammel. Jeg er i gang med 2. semester af en bachelor i Sprog og Internationale Studier, Engelsk på Aalborg Universitet.
Både min nuværende uddannelse og min studentereksamen er gennemført på engelsk. Det har været med til at udvikle mine stærke sproglige kompetencer på både engelsk og dansk. Derudover har jeg altid haft stor interesse for og succes med matematik.
Under min gymnasietid var jeg ambassadør for min uddannelse, hvor jeg introducerede brobyggerklasser til studiet, arrangerede workshops og deltog i åbent hus-arrangementer for udskolingselever. Gennem dette arbejde har jeg opnået solid erfaring med at undervise og kommunikere med denne aldersgruppe.
Jeg har også været hjælpetræner i Ikast Svømmeklub, hvor jeg underviste børn i alderen 4 til 10 år og gav ekstra støtte til dem, der havde brug for det.
I mit sabbatår tilbragte jeg et halvt år i Spanien, hvor jeg rejste rundt, arbejdede og forbedrede mine spanske sprogkundskaber.
I min fritid elsker jeg at være kreativ, og jeg bruger meget tid på at lave mine egne smykker, læse fiktion, svømmetræne og eksperimentere med nye vegetariske madopskrifter.
Som underviser fokuserer jeg på at give eleven en grundlæggende forståelse af stoffet og mange succesoplevelser, så de opbygger selvtillid i faget. Jeg tror på, at læring skal være motiverende, og jeg vil gerne være med til at give glæden ved skole og læring videre til andre.