Jeg er lige blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium, hvor jeg har haft Bioteknologi som linje. Jeg har altid fået at vide, at jeg er sød og imødekommende, og jeg bestræber mig også på at være det. Jeg bruger meget af min fritid på diverse kreative projekter som at tegne, male og hækle. Desuden læser jeg meget, har gået til springgymnastik og cheerleading i mange år, og jeg elsker at bruge tid med dem, jeg holder af. Jeg vil selv mene, at jeg både er meget troværdig og loyal, og jeg gør mit bedste for altid at være pligtopfyldende. Derudover er jeg ansvarsfuld og ambitiøs og går meget op i alt, hvad jeg laver.
I mit sabbatår vil jeg gerne ud og rejse, og jeg leder derfor efter arbejde, så jeg kan finansiere mine rejser. Det ville betyde meget for mig at bruge mit sabbatår på meningsfulde jobs. Jeg ville elske at være med til at hjælpe og motivere børn, der har svært ved engelsk eller dansk i skolen. Jeg elsker selv begge fag, og specielt engelsk har altid været mit yndlingsfag. Jeg synes, at det er spændende at skrive og formulere tekster. Denne glæde for fagene vil jeg gerne dele med børn, der har svært ved dem, for at gøre deres skolegang sjovere og mere berigende.
Jeg er en person, som mine venner ikke er bange for at tage fat i, hvis de har brug for alt fra en snak til hjælp med skolearbejde eller noget helt tredje. Jeg går meget op i at være der for andre mennesker. Det at kunne hjælpe og lære fra mig er derfor meget meningsfuldt for mig. Jeg er kvalificeret til at undervise i dansk og engelsk, da jeg har en passion for fagene. Jeg har gennem hele min gymnasietid fået topkarakterer i begge fag, og jeg har tidligere hjulpet både min lillebror og klassekammerater med skriftlige opgaver, hvilket har ført til bedre resultater og en større forståelse inden for fagene.