Jeg hedder Victoria og jeg har en professionsbachelor som social/special pædagog. Jeg er i gang med en kandidat i pædagogisk sociologi på Aarhus Universitet i Emdrup.
Jeg arbejder på et bosted for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
I min fritid går jeg til gymnastik på et rytmehold i Køge Nord. Jeg har danset siden jeg var 2,5 år. Jeg har selv været træner på et børnehold i alderen 3-5 år og et i klassetrinet 3.-4. klasse. Jeg værdsætter at dyrke mindfulness, gå lange ture i naturen med min hund og læse bøger omkring selvudvikling, psykologi og astrologi.
Jeg har erfaring i arbejdet med børn og unge, der har kognitive, sproglige og følelsesmæssige udfordringer. I mit pædagogiske arbejde har jeg stor fokus på børn- og unges sproglige udvikling, sociale koder samt det følelsesmæssige. Jeg har før indgået samarbejde med talepædagoger og PPR, og jeg er vant til tæt forældresamarbejde og arbejde i teams. Jeg evner at benytte tegn til tale, og jeg benytter mig af det i arbejdet med børn og unge, der har brug for at blive understøttet af dette. Jeg er vant til at arbejde med piktogrammer, som en del af den understøttede undervisning, såfremt der er behov for dette.
Jeg har også erfaring inden for handicapområdet med børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, generelle indlæringsvanskeligheder, personlighedsforstyrrelser, udadreagerende adfærd og inden for autismespektret. Derudover ADHD, ADD, OCD.
Jeg har tidligere været ansat som special pædagogisk støtte (SPS) på et barn i 1. klasse, der havde udadreagerende adfærd, generelle indlæringsvanskeligheder samt problematikker ift. at afkode de sociale koder, der finder sted i den sociale arena, i dette tilfælde skolen. Jeg formåede på få uger at skabe en god relation og skabe tryghed for barnet. Jeg fik skabt tillid mellem barn og voksen, som barnet førhen havde haft svært ved.
For mig gælder det om hele tiden at møde barnet / den unge i øjenhøjde, og have en finger på pulsen omkring, hvor barnet / den unge er sin læreproces på dagen. Jeg sætter altså krav til barnet / den unge efter, hvordan dets morgenstund eller dag har været således vi hele tiden kan opleve succes i fællesskab.
Jeg ønsker at udøve mine pædagogiske evner der, hvor jeg kan gøre en særlig forskel for børn og unge, og støtte dem i deres udvikling. Jeg gør brug af den anerkendende tilgang og low arousal i mit pædagogiske arbejde, idet jeg arbejder ud fra at alle mennesker gør det bedste de kan. Jeg arbejder desuden ud fra tilegnede pædagogiske værdier, såsom det jeg kan stå inden for samt det jeg erfarer virker i praksis. Jeg er meget rummelig, hensynsfuld, rolig, har stor tålmodighed og er god til at yde omsorg samt være opmærksom på, hvor der trænger til en ekstra hjælpende hånd.
Jeg ser frem til at møde min nye elev og skabe succesoplevelser sammen :-)