Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en glad og imødekommende pige. Det sidste halve år har jeg gået på Nordjyllands Idrætshøjskole, hvor hverdagen har stået på en masse sport og sociale aktiviteter. Forinden mit højskoleophold har jeg boet tre år på kollegie i Kongens Lyngby, imens jeg har studeret min bacheloruddannelse i Forsikringsmatematik. Inden min opstart på kandidatuddannelsen til februar flytter jeg ind i en lejlighed sammen med to jævnaldrende piger, der ligeledes er studerende.
Når jeg ikke studerer, nyder jeg at bruge tiden i godt selskab sammen med min kæreste, venner og familie. Jeg er socialt anlagt og slapper af med liv omkring mig. Derfor var højskoleopholdet også et oplagt valg for mig. Yderligere har træning og sport altid været en vigtig del af min hverdag, så meget af min fritid bruges på motion enten i form af løb, styrketræning eller spinning. Tidligere har jeg arbejdet som frivillig fitnessinstruktør i et lokalt motionscenter. Med dette job har jeg været vant til at være i kontakt med mange forskellige mennesker, hvor jeg har lært fra mig og hjulpet andre godt på vej med deres træning.
Jeg har altid godt kunne lide at lære fra mig, og jeg har tit hjulpet blandt andet mine mindre søskende med diverse skoleopgaver og lektier. Jeg ser det at lære fra sig som en ligeså stor læring for mig også, da jeg synes, det er en enorm styrke at kunne hjælpe andre og formidle ens tillærte viden videre. Jobbet som lektiehjælper, er derfor en god mulighed for at udfordre mig selv samtidig med, at jeg får muligheden for at give glæden og motivationen for at lære nyt videre. For mig er det vigtigt, at der skabes et trygt undervisningsmiljø mellem mig, som tutor, og eleven, jeg underviser, så der er de mest optimale rammer for læring. Det vil jeg, som lektiehjælper, sørge for ved at være forberedt, møde eleven i øjenhøjde, og skabe et rum, hvor der både er plads til at fejre succeserne, men hvor der også er plads til at fejle og lære af disse.
Jeg glæder mig til at møde dig!