Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Asger, og jeg er en ung mand der studerer journalistik på 2. semester på SDU. Det gør jeg blandt andet fordi, at jeg er virkelig glad for at formidle. På studiet foregår det mest i kraft af at fremstille og producere forskellige produkter. Nysgerrigheden og lysten har dog altid været der.
Min lyst til at blive lektiehjælper fik i stor grad lov til at manifestere sig, da jeg arbejdede som lærervikar. Her fik jeg lov til at prøve kræfter med at formidle undervisning til børn. Selvom det ikke blev overført til valget af studie, savner jeg stadigvæk de børn, man fik fornøjelsen af at gå op og ned ad til hverdag. Derfor er jeg nu lektiehjælper hos GoTutor ved siden af mit studie, så jeg forhåbentligvis kunne bringe en smule af undervisningen tilbage.
Når jeg ikke sidder og lærer at lave artikler, bruger jeg min tid derhjemme sammen med min kæreste. Vi nyder at lave gør-det-selv projekter, istandsætte møbler, male og tegne. Og selvom der ikke hører en have med til 3. etage, så har vi bygget en lille altankasse, hvor vi kan så ærter og salat. Derudover er jeg meget glad for udendørslivet, især når jeg kan nyde det sammen med min far. Vi bruger de fleste ferier vi har på at planlægge eller gå lange ture ude i det fri. Til sommer står den forhåbentligt på en tur til fjeldet.
Jeg glæder mig til at møde min næste elev!