Hej og velkommen til min underviserprofil. Mit navn er Alexander, og jeg er en motiveret og engageret ung mand. Det afspejler sig i alt, hvad jeg beskæftiger mig med – lige fra sundhedshobbyer til min militære karriere og min kærlighed til sprog og kommunikation. Jeg nyder at holde mig skarp og får ofte at vide, at jeg har en klæbehjerne og stærke formidlingsevner. Min ambition er at inspirere andre til at opleve den samme glæde ved læring, som jeg selv gør.
Den glæde ved læring håber jeg på at kunne skabe sammen med dig/jeres barn, da jeg tror, det ofte er det, der mangler. Mange børn og unge– inklusive mig selv engang – oplever en følelse af meningsløshed eller formålsløshed i fag, som kan virke diffuse i deres anvendelse i virkeligheden. Derfor gør jeg en dyd ud af at understrege fagets formål og perspektivere til konkrete anvendelsesmuligheder.
Trods min unge alder mener jeg at have en bred vifte af erfaringer, som blandt andet tæller en livslang glæde ved musik, sport, træning, sund kost, rejser og hobbyer: herunder basketball, spejder, svømning og litteratur.
Jeg glæder mig til at lære dig/jeres barn at kende!