Velkommen til min profil!
Mit navn er Mathias. Jeg læser til lærer i Aarhus på 3. år. Mine undervisningsfag er dansk, tysk og historie.
Jeg vil beskrive mig selv som en åben og imødekommende person med et roligt sind og gåpåmod. Når jeg ikke selv sidder på skolebænken eller forbereder mig til undervisning, går det meste af min fritid med mine venner, en god film eller serie og musik.
Som underviser bestræber jeg mig på at skabe et trygt læringsmiljø, hvor der er plads til undren, og hvor vi gennem dialog arbejder os hen imod en dybere forståelse af indholdet. Jeg lægger vægt på at tilpasse min hjælp til den enkelte elevs faglige niveau for derigennem at fastholde motivationen og lysten til at lære.
Tidligere har jeg arbejdet i folkeskolen som lærervikar, hvor jeg underviste i stort set alle fag på alle klassetrin. Derudover har jeg arbejdet på en efterskole og blev derigennem glad for at arbejde med unge i udskolingsalderen.
Jeg håber at kunne hjælpe andre til større faglig tryghed og samtidig supplere min uddannelse med mere undervisningserfaring.