Hej, jeg hedder Noah, og jeg går i 2.g på en STX-uddannelse, hvor mit nuværende afgangssnit ligger på 9,9.
I min fritid er jeg meget aktiv, da jeg dyrker en masse håndbold og styrketræning. Inden for håndboldens verden har jeg været håndboldtræner, hvor jeg har trænet 12-14-årige børn.
Som tutor vil jeg bruge min relativt lange skolegang som hjælpemiddel til at finde ud af, hvad der gør læring interessant. Jeg har oplevet en masse forskellig undervisning og undervisere, både i en folkeskole og på en privatskole. Jeg har derfor også på egen hånd oplevet, hvad en god og dårlig underviser har af betydning for den individuelle elevs læring.
Med denne erfaring ved jeg også, at forskellige elever kræver forskellig undervisning. Derfor vil jeg prøve hurtigst muligt at finde den rette type undervisning for hver elev.
Jeg vil derudover også sørge for at skabe et trygt rum uden pres og forventninger, så eleven kan udfolde sig og udvikle sig i faget. Her vil jeg også bruge min erfaring som håndboldtræner, da jeg har lært, hvordan man hjælper børn med at blive motiveret og dermed hjælper til deres udvikling.