Velkommen til min profil!
Jeg hedder Alexander og i 2025 blev jeg student fra en HTX-uddannelse. På gymnasiet havde jeg blandt andet engelsk A, matematik A og dansk A, hvor jeg især opnåede gode resultater i engelsk, særligt mundtligt. Jeg kan sagtens hjælpe med lektier i dansk og matematik på folkeskoleniveau, og kan også godt hjælpe med gymnasieniveau i engelsk.
Jeg har altid været en tålmodig og empatisk person, og jeg har derfor ofte været den, lærerne satte sammen med klassekammerater, som havde brug for lidt ekstra hjælp. Gennem min gymnasietid arbejdede jeg blandt andet sammen med ordblinde og autistiske elever, hvor jeg hjalp dem med at forstå opgaverne og finde frem til løsningerne på en måde, der passede til dem. Jeg er også selv autistisk og genkender derfor nogle udfordringer, elever kan have i den sammenhæng.
Som lektiehjælper vil jeg gerne skabe et trygt rum, hvor eleven oplever, at det er helt okay ikke at forstå noget med det samme. Jeg forsøger først og fremmest at hjælpe eleven med selv at finde frem til løsningen, så de får en bedre forståelse af stoffet og bliver mere selvstændige. Samtidig er jeg heller ikke bange for at være mere aktiv og forklare tingene fra bunden, hvis det er det, eleven har brug for.
Jeg har erfaring med at arbejde med børn fra et pædagogisk børnehavemiljø, og jeg kan generelt godt lide at hjælpe andre og møde mennesker med forskellige behov og udfordringer. For mig handler god lektiehjælp ikke kun om at kunne sit fag, men også om at være tålmodig og lytte til, hvor problemet egentlig kommer fra. Jeg kender også godt selv det med ikke at have særlig meget selvtillid, og har derfor nogle selvlærte værktøjer, samt ting lært fra andre pædagoger, til at udvikle selvtillid i skolearbejdet.
Jeg håber derfor at kunne bruge mine erfaringer og min tålmodighed til at hjælpe elever med både faglige udfordringer og med at få lidt mere selvtillid i deres skolearbejde.
Mine interesser inkluderer følgende: Computerspil, brætspil, anime og manga.