Hej og velkommen til min undervisersprofil!
Mit navn er Julie og jeg er i gang med en STX-uddannelse på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Min studieretning er Fysik A, Matematik A og Kemi B. Mine faglige interesser er brede - jeg interesserer mig både for natur- og sprogfag.
Det er vigtigt for mig, at skolearbejde og faglighed ikke kun er noget, som man skal, men også noget man gerne vil. Derfor vil jeg gerne hjælpe elever til at skabe undervisning, som er tilpasset til dem, og på den måde bidrage til, at det bliver både sjovt og lærerigt.
Jeg er en tålmodig, venlig, ansvarsfuld og målrettet person. Som elev er jeg engageret i min skolegang, både i- og uden for skoletiden. Gennem min skole er jeg f.eks. medlem af ATU (Akademiet for Talentfulde Unge). Her deltager jeg i faglige arrangementer og foredrag på SDU.
I min fritid læser jeg masser af bøger, lytter til musik og er sammen med mine venner. Derudover kan jeg godt lide at hækle og udfordre mig selv kreativt.
Min motivation for at være lektiehjælper hos GoTutor er, at jeg gerne vil lære fra mig. Jeg håber, at jeg kan hjælpe mine elevers faglige interesser på vej, og skabe en produktiv undervisning, hvor man både kan lære og have det sjovt. Det er meget motiverende at opleve andre udvikle sig og opnå forståelse for noget, der ellers har været svært.
Jeg har erfaring med at hjælpe mine venner og klassekammerater i undervisningen, og har ofte fået at vide, at jeg er god til at forklare tingene på en god og forståelig måde.
Jeg ser frem til at møde dig! :-)