Forestil dig, at du står på startstregen og skal i gang med et 400-meterløb...
Du ved godt, hvor du gerne vil hen, men målstregen virker pludselig pænt langt væk. Måske ved du ikke helt, hvordan du kommer hele vejen rundt, eller måske tvivler du allerede på, om du overhovedet kan nå den. Sådan tror jeg faktisk, mange elever kan have det med et fag, der driller.
Min opgave som lektiehjælper er ikke at løbe løbet for dig. Jeg skal hjælpe dig godt ud af startblokkene, finde den rigtige rytme gennem kurven, holde tempoet og være der, når det bliver svært på opløbet. For når målstregen endelig krydses, skal det være dig, der har løbet distancen. Og ved du hvad? Du har allerede taget de første skridt ud af startblokken.
Mit navn er Villads og jeg har lige færdiggjort min gymnasiale uddannelse. Jeg er en struktureret, smilende og engageret person, som altid har haft en stor glæde ved at lære nyt og fordybe mig. Jeg er vist nok lidt af en nørd – men på den cool måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg elsker at fordybe mig i ting, der udfordrer mig, og jeg stopper ikke, før jeg har krydset målstregen.
Det gør sig også gældende på atletikbanen. Gennem de seneste 11 år har jeg nemlig dyrket atletik på eliteniveau, hvilket har lært mig vedholdenhed, målrettethed og en ting eller to om mælkesyre i benene. Jeg bliver motiveret af at sætte mig et mål og arbejde mig frem mod det – og det er lige præcis det, vi to skal arbejde hen imod sammen.
Det er egentlig også sådan, jeg forestiller mig undervisningen. Vi behøver ikke kunne det hele fra starten. Vi tager det skridt for skridt og arbejder sammen hen imod, at det, der måske virkede svært i begyndelsen, bliver mere overskueligt. Og undervejs skal vi selvfølgelig også finde ud af, at det faktisk kan være ret fedt at blive god til noget, man tidligere syntes var svært.
Jeg vil derfor gerne have fokus på både hvad vi kan gøre, hvordan vi gør det og – mest af alt – hvorfor vi gør det. Jeg tror på, at læring bliver mere interessant, når man forstår, hvorfor noget fungerer, som det gør, frem for blot at lære en metode udenad. Det er den nysgerrighed, jeg gerne vil give videre til netop dig.
Som elev får du en underviser, der møder dig i øjenhøjde, tager dine spørgsmål seriøst og finder nye veje, når den første forklaring ikke giver mening. Der er plads til både fejl, spørgsmål og frustrationer – for det er en del af vejen til at blive bedre.
Som forælder får du en lektiehjælper, der møder dit barn med tålmodighed, engagement og respekt og arbejder målrettet for, at faglige udfordringer bliver til faglig udvikling.
Du skal ikke løbe alene. Jeg løber med dig, indtil du selv har fundet rytmen, troen på dig selv og vejen til målstregen.
Med venlig hilsen Villads