Mit navn er Laura, og til daglig er jeg i gang med at skrive mit speciale i molekylær medicin. Jeg er en tålmodig og positiv person, som altid møder andre med et smil. I min fritid nyder jeg at være sammen med venner og familie og derudover træne crossfit i ny og næ.
Jeg har en STX-uddannelse bag mig, som har givet mig et bredt fagligt fundament, men mit største interesseområde er menneskets biologi. Gennem mit studie i molekylær medicin har jeg opbygget en stor interesse og viden inden for blandt andet biologi, menneskets fysiologi og de molekylære processer, der ligger bag kroppens funktioner og sygdomme.
Som underviser er det vigtigt for mig at skabe en afslappet og tryg atmosfære, hvor eleven føler sig godt tilpas og tør stille spørgsmål. Jeg tror på, at vi lærer bedst, når vi har mulighed for at tage tingene i det tempo, der passer til den enkelte. Derfor har jeg også stor tålmodighed og forklarer gerne det samme flere gange eller prøver at forklare det på en ny måde, hvis den første forklaring ikke giver mening. For mig findes der ikke dumme spørgsmål, og jeg synes, det er vigtigt, at eleven føler sig tryg ved at lave fejl undervejs.
Jeg motiveres meget af at hjælpe andre og af at kunne bidrage til en udvikling, både de små fremskridt og de større faglige gennembrud. Jeg synes, det er spændende at lære fra mig og finde forskellige måder at gøre et svært emne mere overskueligt på.
Samtidig oplever jeg, at jeg også selv lærer meget af at undervise andre. Når man skal forklare noget på en måde, som en anden kan forstå, bliver man ofte selv bedre til at forstå og formidle stoffet. Derfor synes jeg, det er både givende og lærerigt at kunne dele min faglige interesse med andre.