Hej! Jeg hedder Line, og jeg er en glad, tålmodig og kreativ person, som elsker at se andre komme i mål med deres læring. Allerede i gymnasiet havde jeg stor glæde af at hjælpe mine veninder fagligt – både gennem mindre studiegrupper og i 1-til-1-forløb med konkrete afleveringer. Det har styrket min evne til at forklare komplekst stof på en overskuelig måde.
Siden 2019 har jeg haft ansvaret som butikschef i en butik med mange unge medarbejdere i alderen 13-18 år. Det har været en meget lærerig og berigende opgave, hvor jeg har opbygget stærke relationer til de unge medarbejdere og arbejdet aktivt med både motivation, læring og trivsel. Jeg har derfor solid erfaring med at lære fra mig, skabe trygge rammer og samtidig sætte tydelige grænser. I den forbindelse har jeg haft mange samtaler med de unge om deres individuelle læringsstile, hvordan de bedst modtager feedback, og hvordan opgaver forklares mest hensigtsmæssigt. Det har givet mig en stor forståelse for at tilpasse min kommunikation til det enkelte menneske.
Ved siden af mit arbejdsliv har jeg rejst meget siden jeg afsluttede gymnasiet i 2020. Jeg har blandt andet rejst i Østeuropa, Vietnam og Sydamerika, vandret den franske og portugisiske Camino samt boet i både Lissabon og Valencia. Rejserne har lært mig at trives i det uforudsigelige, tage ansvar og finde løsninger – kompetencer jeg også tager med mig i mit arbejdsliv. Opholdet i Valencia gav mig desuden mulighed for at udfordre og udvikle mit spanske, mens jeg generelt har styrket mit engelske på et højt niveau. Jeg har blandt andet deltaget i Model European Parliament (MEP) tre gange, hvor jeg har været vant til at formulere mig præcist og forstå engelsk i en mere teknisk og faglig kontekst.
Jeg brænder for at hjælpe unge med at opdage deres egne styrker og muligheder, og jeg gør mit bedste for at gøre læring både sjov og meningsfuld. Med mig som tutor får du en engageret, tålmodig og kreativ vejleder, som tilpasser undervisningen præcis efter dine behov – hvad enten det handler om lektiehjælp, projektarbejde eller forberedelse til prøver.