Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Rasmus, og jeg er i gang med mit andet sabbatår, siden jeg blev færdig som HTX-student i sommeren 2023.
I min fritid spiller og træner jeg fodbold. Jeg er træner for et hold med spillere fra 9-12 år. Desuden har jeg brugt mange sommerferier på at være fodboldskoletræner. Jeg har i mange år også spillet håndbold, hvor jeg også har hjulpet til med træning af yngre årgange.
Jeg bliver motiveret af at give min viden videre, og især når jeg kan se, at mine råd giver en “aha-oplevelse”. Igennem min skoletid har jeg altid haft nemt ved det faglige og har derfor ofte hjulpet mine klassekammerater med at forstå svære opgaver. Jeg forsøger at tilpasse mine forklaringer til, hvad den enkelte bedst reagerer på.
Jeg er stille og rolig, og jeg har en lang lunte. Jeg er desuden glad og positiv, hvilket jeg forsøger at give videre til de mennesker, jeg har omkring mig. Jeg mener, at man lærer bedst, når man føler sig tryg og tilpas, hvilket jeg prøver at implementere i min undervisning.
Jeg glæder mig til at møde dig!