Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder William og jeg er fra København, men med en dansk og amerikansk baggrund. Mine forældre er forskere, hvilket er grunden til at jeg har valgt biokemi som studieretning. Jeg går på Sorø Akademi, som er både en STX-uddannelse og et kostgymnasium. I fritiden spiller jeg fodbold og klaver. Jeg går op i tøj og hiphop. Min undervisning vil være rolig, tålmodig og pædagogisk, med masser af plads til fejl og frustration hos eleven.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg vil hjælpe dem, jeg underviser, med at indse hvor meget de kan, og vil gerne hjælpe eleven til at komme der hvor de vil hen. Jeg vil gerne have de ser resultater meget hurtigt og også kan mærke, at de laver fremskridt. Hvis ikke, vil vi sammen finde ud af, hvad der er svært, og fokusere på at gøre det mere overskueligt og let.
Jeg hjælper ofte min søster på 15 år med sine matematikafleveringer, og hver gang jeg forklarer tingene til hende giver det pludselig mening i hendes hoved. Jeg forklarer nemlig hvordan tingene hænger sammen på en simpel og forståelig måde. At kunne få et problem til at give mening for andre har jeg altid været god til. Jeg har i folkeskolen og gymnasiet fået 10 og 12 i matematik og engelsk, hvor jeg er flydende da jeg snakker det med min familie derhjemme.
Noget af det vigtigste for mig er, at eleven føler sig hjemme og ikke i skole, så vi skal selvfølgelig kunne snakke som venner om andre ting. Jeg synes det skal være en god oplevelse for eleven at have mig som tutor og være noget, de har lyst til.