Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Neema og jeg har i øjeblikket et sabbatår, hvor jeg arbejder som ekspedient i Bog og Ide i Nykøbing Falster. I sommers blev jeg student med et snit på 11,8 fra en STX-uddannelse på Nykøbing Katedralskole. På gymnasiet havde jeg studieretningen Biotek A og Matematik A, men jeg er også dygtig til de humanistiske fag. I min fritid nyder jeg at læse bøger, gå til yoga og at være sammen med mine veninder fra både gymnasiet og min efterskole.
Jeg har tidligere arbejdet som barnepige, og jeg har også været seniormentor i Videnskabsklubben for børn i 4.-6. klasse. Under hele min gymnasietid var jeg frivillig i en børneklub, hvilket jeg nød utroligt meget, men grundet mine arbejdstider på mit nye job har jeg ikke kunnet fortsætte som leder i det nye skoleår.
Jeg synes, at det er sjovt og hyggeligt at være sammen med børn. Jeg er god til at motivere og lære fra mig i forbindelse med undervisningsforløb, hvilket jeg bl.a. har erfaret i Videnskabsklubben. Gennem 8 års deltagelse i akrobatik på eliteniveau har jeg erfaring med at samarbejde i en gruppe på 2-3 personer med forskellig alder. Under indøvelse af nye momenter var det vigtigt at holde humøret og motivationen oppe hos de yngre gymnaster, også når det ikke lykkedes med det samme. Jeg er sød og rolig og elsker at være sammen med mennesker. Som underviser er jeg struktureret og tålmodig, og jeg forsøger at møde og forstå den enkelte elev med de udfordringer de står i. Jeg tror på, at alle kan lære noget, når de er motiverede, og får den rette støtte. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål og lave fejl. Nogle elever kan have svært ved at lære inden for de rammer, der er i skolen, og derfor er et tutor-forløb godt. Dette giver mulighed for at indrette undervisningen anderledes end ved skoleundervisning, så elevens individuelle læringsmåde bliver mødt. Målet med min undervisning er, at eleven får en dybere forståelse for faget og rykker sig fagligt, så de kan opnå gode resultater og sidder tilbage med en lyst til at lære mere.
Jeg har mulighed for at låne bil, så jeg kan transportere mig hurtigt til vores aftale, hvis du bor længere væk. For nuværende er mine arbejdstider i Bog og Idé mandag til torsdag fra kl. 9:30-17:30, samt fredag fra kl. 9:30-18:00. Lørdag i de lige uger arbejder jeg fra kl. 9:30-15:00. I disse uger har jeg fridag om torsdagen.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, da jeg altid har elsket at lære, og den glæde og nysgerrighed ønsker jeg at give videre. Jeg glæder mig til at møde dig!