Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Signemarie, og jeg er dimittend fra STX med studieretningen matematik A og samfundsfag A. På skolen engagerede jeg mig i mange udvalg heriblandt elevrådet, fremtidens råd, HAKA PR og hueudvalget. Derudover var jeg ansat af skolen som lektiehjælper for mine medstuderende.
Som person er jeg meget smilende, åben og social. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker og det giver mig energi. Derfor bestræber jeg mig altid på at møde andre mennesker med et åbent sind og godt humør. Derudover er jeg ansvarsbevidst, pligtopfyldende og punktlig, hvilket ofte afspejles i min skolegang og i mit arbejdsliv.
I min fritid kan jeg godt lide at være aktiv og social. Jeg spiller håndbold og har tidligere været håndboldtræner. I øjeblikket er jeg holdleder og spiller på et nyopstartet fodboldhold. Derudover kan jeg godt lide at være sammen med mine venner, om det er på en gåtur eller en tur i byen. Jeg bruger også en del tid på at levere frivilligt arbejde for KFUMs idrætsforbund, hvor jeg engagerer mig i initiativer målrettet børn og unges trivsel. Igennem min tid i KFUMs idrætsforbund har jeg taget træner/leder-uddannelse op til trin 5, hvor jeg har tilegnet mig en del pædagogiske færdigheder.
Tidligere har jeg leveret frivilligt arbejde for de danske skoleelever, været barnepige for flere forskellige familie og været tjener på Hotel Harmonien. Igennem min gymnasietid har jeg arbejdet i Name It Haderslev, hvilket jeg stadig gør et par gange i ugen. Derudover har jeg lige fået job som lærervikar på en folkeskole.
Jeg er lektiehjælper, da jeg synes det er spændende at fordybe mig i fagligt stof samt have et job, hvor jeg kan gøre en positiv forskel for børn og unge.
Jeg håber meget på at kunne hjælpe dig eller dit barn godt på vej med læringen!
Venlig hilsen Signemarie