Velkommen til min underviserprofil!
Spiller du fodbold? Eller fisker du? Så har vi allerede noget tilfælles! Jeg har spillet fodbold siden jeg var 4 år og fisker nu sammen med mine holdkammerater.
Efter at være blevet student i sommeren 2024 ønsker jeg nu at prøve kræfter med undervisning og hjælpe andre med at lære. Jeg har altid været glad for at gå i skole og været motiveret til de opgaver, jeg gennem tiden er blevet tildelt. På trods af det har jeg samtidig en stor forståelse for dem, som ikke har haft samme motivation. Derfor er jeg som underviser forstående – både over for manglende motivation og over for det faktum, at opgaverne kan være svære. I min tid på gymnasiet har jeg mødt mange medstuderende, der passer godt til denne beskrivelse, og her har jeg kunnet hjælpe dem med at løse opgaverne og få en større forståelse for faget.
Succesoplevelserne fra min egen undervisning, hvor jeg har hjulpet mine klassekammerater, er netop grunden til, at jeg er lektiehjælper. Jeg håber på at kunne ændre lektier og opgaver fra at være noget, du hader, til at du kan se et formål med dem – og måske endda synes, at de bliver sjove at løse.
For at lykkes med dette vil jeg bruge de metoder, der motiverer mig, når jeg selv laver opgaver. Det er først og fremmest vigtigt at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at have det sjovt, fordybe sig og okay at begå fejl.
Jeg glæder mig til at høre fra jer!