Hej! Mit navn er Viktoria Fejer Brøgger.
Jeg er en imødekommende, hjælpsom og livsglad pige, som for tiden studerer Biologi på Københavns Universitet, hvor jeg startede i sommeren 2022. Jeg er meget boglig og kan godt lide at blive udfordret i min hverdag, så studie er det helt rigtige valg for mig.
Jeg kommer fra Roskilde, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. I tiende klasse valgte jeg dog at tage på udveksling til Costa Rica i 11 måneder. At bo hos en ny familie i en fremmed kultur har givet mig en masse selvforståelse og lige så vigtigt, forståelse for andre mennesker.
At gå i skole har for mig altid været forbundet med sjov og glæde. Sådan ved jeg, at langtfra alle har det, så siden jeg var lille, har jeg altid prøvet at få andre til at føle sig til rette både fagligt og socialt.
Jeg har altid elsket at forklare og lære fra mig. Faktisk ligeså meget, som jeg selv elsker at lære og forstå nye ting. Jeg mener, at disse to ting hænger uløseligt sammen, da man altid får ligeså meget tilbage som man giver, og netop derfor valgte jeg at blive tutor.