Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Shaila og er i øjeblikket HTX elev på Computer Science-linjen i gang med mit sidste år på gymnasiet. Jeg er en hårdtarbejdende person, der altid giver 110% i alle mine projekter, uanset om de er store eller små. I fritiden elsker jeg at tegne, lave animationer, læse, spille spil og programmere. Faktisk er min interesse for programmering så stor, at jeg arbejder som frivillig hos Coding Pirates på Frederiksberg, hvor jeg underviser børn i de helt små klasser i, hvordan man programmerer mikrochips eller laver spil i simple programmer som Scratch.
Jeg har dog ikke altid været så engageret i skolen, som jeg er i dag. Jeg plejede at se lektier som noget, der skulle overstås. De var kedelige og gav ikke mening for mig lige med det samme, som de gjorde for andre børn. Det krævede tid og en særledes dygtig matematiklærer, før jeg endelig kunne se det sjove i at lære.
Jeg mener derfor, at et læringsmiljø skal være et, hvor det er ok at stille dumme spørgsmål og tage fejl, da det er det der skaber nysgerrighed og lysten til at lære. Det bør aldrig handle om, hvor hurtigt man forstår tingene, men hvor godt man forstår dem. At lære ved at gøre er også essentielt. Man bør kunne oversætte teori til praksis, og dette fokuserer jeg meget på i min tilgang til undervisningen. Jeg e lektiehjælper ved GoTutor, så jeg kan hjælpe dit barn med at have det bedre med fagene i skolen.