Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Magnus. Jeg har lige færdiggjort en HHX-uddannelse på Tietgen Handelsgymnasium og har nu et sabbatår, inden jeg skal læse datavidenskab på universitetet.
Jeg gik på Matematik- og Økonomilinjen med International Økonomi som løft for at opnå 5 A-fag. Foruden at afslutte med et gennemsnit på 11,0 var jeg også formand for det frivillige udvalg Promotion samt tysk-sprogambassadør. Jeg har især interesse for og stærke kompetencer inden for matematik, samfundsfag og økonomi.
Som person er jeg rolig og nede på jorden. Jeg kan godt lide at arbejde struktureret, men jeg erkender også, at det kan være svært at holde til tider, og at den samme struktur ikke virker for alle. Det betyder dog bestemt ikke, at man ikke kan klare sig godt i skolen.
Skolearbejde kan ofte være hårdt, men det er det hele værd, når man endelig forstår et emne, man synes var svært, eller opnår den karakter, man har kæmpet for. Den oplevelse vil jeg utroligt gerne give videre. Succesoplevelser i skolen giver nemlig ikke kun gode karakterer, men også selvtillid og overskud i hverdagen.
Jeg nyder selv at lære nye ting – uanset om det gælder fag i skolen, volleyball, styrketræning eller computerspil. Der er noget fantastisk ved at se sin egen fremgang, og den glæde vil jeg gerne smitte mine elever med. Jeg har kendskab til ADHD og angst.
Gennem min egen tid i folkeskolen og gymnasiet har jeg lært meget om, hvad der fungerer i praksis. Alle trives på forskellige måder, og derfor handler det om at finde den fremgangsmåde og motivation, der passer til den enkelte elev. De sidste par år har jeg især fokuseret på at skabe en sund balance, så man kan opnå gode resultater uden at gå på kompromis med sit sociale liv eller helbred. Jeg tror på, at hvis man lærer at nyde processen, kommer resultaterne helt af sig selv.