Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Marcus, jeg er humanist og for mange år siden fik jeg et råd, der har hjulpet mig meget: Du skal lave noget, du elsker at lave, for ellers bliver du aldrig rigtig god til det.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at have undervisere, der inspirerede og troede på mig, og det er svært at overvurdere, hvor stor en rolle de har spillet i både min akademiske og personlige udvikling. Derfor brænder jeg for at hjælpe andre med at indfri deres potentiale. Jeg trives i et læringsmiljø, der værdsætter original tænkning og en kritisk ånd, og jeg ved af erfaring, at jeg kan hjælpe andre med at gøre det samme.
Med cirka fem års undervisningserfaring har jeg arbejdet som vikar i forskellige folkeskoler, bl.a. på specialafdelinger, og som akademisk tutor på universitetet. I min rolle som akademisk tutor har jeg vejledt begyndende studerende fra diverse læringskulturer og faciliteret workshops for at hjælpe dem med at engagere sig i kursuslitteratur og akademisk essayskrivning.
Tidligere på sommeren afsluttede jeg bachelorstudiet Global Humanities på Roskilde Universitet, hvor jeg særligt har arbejdet med kulturstudier og socialpsykologi. Her opfordres studerende til at forstå humaniora på tværs af forskellige discipliner og kulturelle kontekster med henblik på at kunne engagere sig i transnationale møder og problemstillinger, ofte igennem omfattende projektarbejde. Derfor er jeg særlig velegnet til at vejlede elever og studerende igennem større, tværfaglige opgaver.
Senere i år begynder jeg kandidatstudiet “Knowledge, Power and Politics in Education” på Cambridge University i Storbritannien. Af den grund kan jeg udelukkende mødes online fra oktober 2024.